John Godtfredsen - John Godtfredsen MUSIK

 

John Godtfredsen har spillet harmonika siden han var dreng, og spillede allerede som 16 årig professionelt. Senere leverede han med sit orkester Hagstrøm Kvartetten dansemusik til fynboerne i restauranter og forsamlingshuse.

I sin musikforretning har John Godtfredsen også givet harmonikaen en stor plads, og er nu en af landets største leverandører af harmonikaer til danskerne.
Han har en stor andel i at harmonikaen har genvundet sin popularitet. I mange år var harmonikaen næsten forsvundet i det danske musikliv, som helt blev domineret af den elektriske guitarorienterede musik.

John Godtfredsen holdt stædigt ved harmonikaen, og da han sammen med Bent Vigg i slutningen af halvfjerdserne begyndte at indspille plader med, en for den tid usædvanlig besætning, harmonika, guitar og bas, blev det stærkt medvirkende til det formidable comeback harmonikaen har fået som kært og folkeligt instrument.